Sådan bruger du stempeluret i en browser
I Smartplan kan du registrere din mødetid ved hjælp af stempeluret. Stempeluret kan enten tilgås via Smartplan appen på din telefon eller via et browserlink, som åbnes på en enhed på din arbejdsplads.
Det er administratorerne på jeres konto, som vælger, hvorvidt du skal kunne bruge stempeluret, og hvordan du i så fald skal kunne tilgå det. Hvis du er i tvivl om din adgang til stempeluret, kan du logge ind på jeres Smartplan konto og kontakte en af administratorerne via siden “Medarbejdere”.
I denne artikel fokuserer vi på, hvordan stempeluret bruges på en computer eller tablet. Hvis du i stedet vil lære om, hvordan du bruger stempeluret i Smartplan appen, kan du tage et kig i denne artikel.
Herunder kan du læse om, hvordan du:
- Stempler ind til din vagt
- Registrerer en pause (valgfrit)
- Stempler ud fra din vagt
- Opretter en ny vagt via stempeluret
Sådan stempler du ind til din vagt
Før du kan bruge stempeluret, skal en administrator åbne adgangen til det ved hjælp af en 6-cifret adgangskode.
Når det er gjort, vil du kunne se følgende:
I venstre side finder du en medarbejderliste. Medarbejdere, som har en planlagt vagt, vises i toppen af listen. Hvis der er mange brugere på jeres konto, kan du bruge søgefunktionen til hurtigt at finde dit eget navn.
I højre side ser du en oversigt over dagens aktiviteter. Her kan du for eksempel se, hvem der allerede er stemplet ind til deres vagter, og dermed hvem der er på arbejde.
Hvis du vil stemple ind til en planlagt vagt, klikker du blot på dit navn i listen. Herefter vil du blive bedt om at udfylde din egen personlige 4-cifrede adgangskode:
Hvis du ikke kender din egen adgangskode, kan du klikke på linket i bunden for at få koden tilsendt. Ellers kan du også finde den øverst på din profilside.
Når du har udfyldt adgangskoden, skal du vælge, hvilken vagt du ønsker at stemple ind til. I dette tilfælde er der kun en planlagt vagt for mig, så jeg vælger at stemple ind på denne:
Så snart du har stemplet ind, vil du komme tilbage til forsiden af stempeluret:
Registrer din pause
Pauser kan registreres på tre forskellige måder. Hvilken måde, du skal bruge, afhænger af de indstillinger, som en administrator har sat op på jeres konto:
- Pauser er allerede tilføjet til vagterne på forhånd og trækkes automatisk fra din mødetid. I dette tilfælde vil du ikke have mulighed for at registrere pauser i stempeluret.
- Pauser tilføjes i forbindelse med udstempling. Når du stempler ud fra din vagt, vil du have mulighed for at registrere din pause. Her kan du vælge pausens varighed i en dropdownliste. Denne varighed trækkes fra din mødetid.
- Pauser registreres, når de afholdes. Denne mulighed får du, så snart du har stemplet ind til din vagt. Når du efterfølgende klikker på dit navn igen, vil du have mulighed for at starte din pause.
Samme fremgangsmåde bruges, når du skal afslutte din pause. Du skal blot klikke på dit navn, udfylde din adgangskode og vælge, at du er tilbage fra pause.
Sådan stempler du ud fra din vagt
For at stemple ud fra din vagt, bruger du samme fremgangsmåde som beskrevet ovenfor. Klik på dit navn, udfyld din adgangskode, og du vil nu få mulighed for at stemple ud:
Du vil nu blive ført til en anden side, hvor du kan registrere din pauses varighed (hvis det er den stempelursindstilling, som bruges på jeres konto), og du kan tilføje en kommentar til vagten. Begge felter er valgfrie at udfylde.
Det kunne eksempelvis give mening at tilføje en kommentar, hvis der skete noget ekstraordinært på vagten, eller hvis din mødetid afviger meget fra det planlagte. Kommentarerne vil kun være synlige til administratorer på kontoen.
Opret en vagt via stempeluret
Du kan også oprette dine egne vagter via stempeluret. Det kan for eksempel være relevant, hvis du er blevet kaldt på arbejde uden at have en planlagt vagt i vagtplanen.
Det betyder, at du kan registrere din mødetid i stempeluret uden at have en planlagt vagt i vagtplanen.
Som sædvanlig starter du ved at klikke på dit navn i medarbejderlisten, hvorefter du udfylder din 4-cifrede adgangskode. Du vil nu se denne mulighed:
Når du har klikket på “Opret vagt og stempel ind”, bliver du bedt om at udfylde lidt ekstra informationer om vagten. Først skal du vælge, hvilken jobtype vagten har:
Når du har gjort det, skal du vælge, hvilken lokation vagten skal oprettes i. Dette skal kun vælges, hvis I ikke bruger lokationsspecifikke links til stempeluret:
Når du har gjort dette, får du mulighed for at stemple ind:
Så snart du er stemplet ind, fungerer det hele ligesom med enhver anden vagt. Så for at registrere pauser og stemple ud kan du blot følge beskrivelserne i ovenstående kapitler.
Obs: Afhængigt af indstillingerne på jeres Smartplan konto, vil du måske også blive bedt om at angive et forventet sluttidspunkt, når du opretter en vagt via stempeluret. Skal du angive et sluttidspunkt, vil dette eksempelvis blive brugt, hvis du glemmer at stemple ud fra vagten. Men når du stempler ud fra vagten, så vil det faktiske sluttidspunkt overskrive det, du havde forventet.